At skabe giver mig frihed

I selve skabelsesøjeblikket er det, jeg skaber, uanset om det er tekster eller billeder eller garn, helt ærligt, ægte, nøgent.

Når jeg er i det såkaldte flow, når jeg skaber ud fra det, der er indeni mig, er det, jeg skaber, ikke underlagt nogen form for perfektionistiske eller andre regler eller filtre, som jeg ellers underlægger mig selv i alverdens situationer, og som meget ofte er med til at gøre mig liv meget angstfyldt, alvorstungt og absolut anstrengende.

Det skabte er helt rent, da det kommer direkte som udtryk fra mit ægte inderste mig – min kerne.

Og derinde er der ingen regler, ingen bånd der kvæler friheden, der er kun mig, som jeg helt grundlæggende er.

Når jeg træder ud af skabelsesprocessen, lægger kuglepennen fra mig, skubber computeren væk eller stiller flasken med plantefarve på bordet og er færdig, vågner min pertentlige perfektionisme.
Den med filtrene til hjernen, som skaber tanker om, at andre nok ikke kan lide det, jeg har skabte.
At det ikke er godt nok. At det er noget bras.

Jeg er i den sikkert livslange læringsproces om ikke at lade de tanker bestemme over mig.
Det er mig, der skal bestemme, så jeg kan skrive, lave garn, billeder og andet dejligt, og fortælle og vise verden den, jeg er, og det, jeg kan.

I skabelsesprocessen mærker jeg frihed.
Der kan jeg udtrykke mig åbent, sige min sandhed, vise verden min vinkel på livet og fortælle de historier, jeg har på hjertet.

Der er jeg fri.

Der er jeg mig.

Og det er godt.