Endelig er det blevet tid til, at jeg kan gå i gang med at skabe kludetæpper af … ja, gamle klude.
Jeg har gemt en bunke af forskellige gamle tekstiler, som jeg tidligere bare ville smide ud.
Men nu skal de genanvendes og blive til (forhåbentligt) fine kludetæpper.
Disse tekstiler genanvender jeg til mit første tæppe
Til mit første tæppe er der en blandet portion stof af forskellig ophav – alt sammen af bomuld.
At det alt sammen er af bomuld, tænker jeg, gør, at jeg ikke kommer i tvivl om, om alt stoffet kan vaskes senere.
Og hvordan det kan vaskes.
Det kunne jeg muligvis godt komme i tvivl om, hvis det var forskellige typer stof.
Og hvad er det så, jeg har strimlet og gjort klar til at væve med?
Der er sommerbukser i bomuld, som er slidte på en måde, som ikke kan repareres, uden at hullerne sikkert vil springe op, så snart bukserne bruges igen.
Der er gamle lagner med huller så store som møllehjul.
Der er dynebetræk, der er tyndslidte til ukendelighed.
Alt sammen mere og mindre spraglet stof i forskellige farver og nuancer.
Desuden er væven sat op med reste-bomuldsgarn, som kan vaskes på samme måde, som stoffet.
At væve kludetæpper – en gammel drøm
Åh, hvor har jeg i mange år drømt om at eje en væv, der var stor nok til at væve tæpper på.
Jeg er vild med de fine, gerne håndlavede, tæpper til at lægge på gulvet.
Både fordi, jeg synes, de er stemningsfulde og smukke, og fordi jeg holder af håndværksdelen i dem.
Og at de så også minder de mig om Sverige og svensk indretning, det er bare et plus.
– Kan man få for meget ‘Sverige*?
Desuden kan der være nogle virkeligt gode historier i de kludetæpper, der er vævet af gamle tekstiler.
Dyne- og pudebetræk, som nogen har sovet og drømt skønne drømme med.
Lagner, som har ligget under de drømmende kroppe.
Tørklæder, nogen har pyntet sig med til en fin middag, som smuk hovedbeklædning eller når de skulle til te-hygge med veninderne.
Eller de kan brugt dem til at holde varmen.
Slidt tøj, nogen har haft på, mens de måske har danset polka, smurt madpakker eller spist juleklejner.
Ja, der er jo et helt hav af flere historier, der kan favnes i et håndvævet kludetæppe.
Så jeg har glædt mig til at få startet på det første tæppe på min væv.
Og det er så nu.