Min verden er en lille stille verden, der befinder sig i et overset, uudforsket hjørne af den store voldsomme verden hvor alle andre bor.

I min verden er det smukkeste, det findes, at kan være lige præcis den man er, og at være elsket alligevel.

Den slags finder kun meget sjældent sted i den store voldsomme verden.

Min verden er fin og lille og sart og skrøbelig og spinkel som det tyndeste glas.

Og den er smuk og lysende som juveldråberne, der hænger yderst på bladenes spidser efter regnvejr i april.

Den er stærk og koloenorm fyldt med kræfter og mod og vilje.

Den er mørk og dunkel og dyster som dybet af en skatkiste, når låget er lukket.

Og vild og vindomsust, som toppen af det højeste bjerg i bjergkæden.

Og tynd og sagte og som en blid brise, der får elverpigernes skørter til at danse over engen ved nymåne.

Sådan er min verden.

Den er beboet af de særeste væsener og planter og skrubtudser og troldfolk og paddehatte og lysglimt og de dejligste blomstrende fortællinger fra sælsomme og vildsomme steder.

Fortællinger om dejlige mennesker, der lider stor nød, men ender med glæde og fred og frihed.

Om ørkner og skove og stepper. Og moser og åer og havet. Om måner og stjerner, lygtemænd og ildfluer, hvis bagkroppe skinner og lyser som korte glimt i natten.

I min verden findes skønhed og mørke. Der findes lys og væmmelighed. Der findes smerte og varme drikke. Champagner og champignoner.

Alt er tillad, alt ånder af liv og fred.

Helt indtil jordskælvene kommer og forvandler det hele til sten.

Det sker med jævne mellemrum.

Og det eneste, jeg kan gøre for at få det levende og åndende igen, er at vente.

Vente på stilheden, der langsomt kommer svævende og vækker alt tilbage til livet fra den forstenede intethed.