Efter i flere år at have lavet plantefarver af blomster, blade, stængler, græsser etc., er tiden kommet til også at kaste mig over farvning med lav og mosser.
Det er noget, jeg gerne har ville gøre i flere år. Men det, jeg har læst om det, synes jeg, har virket uoverskueligt.
Og det primært fordi, de opskrifter, jeg fandt, handlede om at udvinde farven med forskellige kemikalier.
Og dét virkede meget teknisk og kompliceret for mig.
Ikke mindst i forhold til plantefarver lavet af planter eller blomster eller lign., som helt enkelt blot kan laves på vand.
Men nu har jeg fundet en opskrift på en lav- og mosbaseret plantefarve, som laves på vand.
Det er fantastisk dygtige Ingerid Løn, der i sin bog “Hjemmefarvning med planter” deler sin opskrift.
Og nu er jeg ved at prøve den af.
Indsamlingen af lav og mosser til farvning
I går var jeg i skoven. Og jeg slog mig tilfældigvis ned et sted, hvor der på træerne voksede en længere række forskellige mosser og laver.
Og så blev jeg inspireret.
Jeg havde poser til planteindsamling med til, hvis der lige var noget, der fangede mig.
Så jeg plukkede og afskrabede og nappede forskelligt af træstammer og grene.
De laver- og mosser, jeg plukkede
Der kom almindelig slåenlav (evernia prunastri) i én pose (se billede 1 – det er den med de lange tråde).
Almindelig kvistlav (hypogymnia physodes) + rynket skållav (parmelia sulcata) i en anden (den flade lavtype på billede 1 herunder).
Og endelig kruset låddenhætte (ulota crispa) i en tredje (se billede 2 herunder).


Planterne lægges i blød natten over
Hjemme rensede jeg de forskellige slags lav og mos for jord, stumper af gren og bark og hvad der ellers ikke hørte til.
I følge Ingerids opskrift, lagde jeg dem derefter over i nogle glas og hældte vand på.
Så vidt muligt bruger jeg altid regnvand til mine kunstneriske og kreative projekter, og det gjorde jeg også her.
Almindelig slåenlav kom i 1. glas med låg.
Almindelig kvistlav kom i 2. glas sammen med den meget lignende rynket skållav.
Og også kruset låddenhætte kom i 3. glas.
Og så kunne de hver især stå og trække vand til dagen efter og blive godt bløde.
Kogning af plantesuppe med mos og lav
Næste dag fandt jeg gryder frem, som farvesupperne kunne koges i.
Faktisk står der i “Hjemmefarvning med planter”, at det er klart bedst at bruge en jerngryde til kogningen.
Og jeg har en jerngryde. Men jeg glemte alt om det i min bare iver for at komme i gang.
Så jeg hældte først den udblødte lav fra 2. glas – almindelig kvistlav og rynket skållav – i en gryde.
Regnvandet, jeg havde opblødt det i, kom med ned i gryden. I løbet af natten havde det fået lidt farve, muligvis svag orange-agtig.
Og så intet andet.
At koge farvesuppen
Jeg lod langsomt suppen koge op.
Da den kogte, skruede jeg ned til lavt blus på kogepladen.
Suppen fik lov til at koge i 1 time og 40 minutter. Og da jeg slukkede og tog den af, havde den fået en mørk intens orangerød farve.
Uh ha, jeg syntes, den var smuk!
Gryden med plantesuppen fik låg på, og så kom den ud at stå i min lille gårdhave for at trække til dagen efter.
Så blev det tid til at koge suppen med kruset låddenhætte. Og jeg gjorde på samme måde, som med den tidligere kogning.
Denne farvesuppe fik lov til at koge i 2 timer og 5 minutter, og farven var her ferskenfarvet.

Og endelig blev det tid til at komme almindelig slåenlav i en farvesuppekogningsgryde sammen med sit opblødningsregnvand.
Den kogte i 2 timer, og farven var da grumset lys gul.
Også de to sidste supper lod jeg stå med låg på i gårdhaven natten over.
At farve garn med mos og lav
Ingerid Løn skriver i sin bog, at man skal bruge ubejdset garn, når man skal farve med lav og mos.
Og når hun skriver det, er det det, jeg gør.
Valg af garn … og uld
Jeg valgte at bruge to forskellige typer garn. En grovtrådet, tynd af 80% uld, som jeg bruger til at væve billeder med. Og en meget blød 100% uldgarn, jeg skal bruge til at hækle en trøje af.
Desuden tog jeg også vasket råuld med i bunken, der skulle farves. Det vil jeg efterfølgende karte og spinde til garn.
Jeg brugte samme slags garn og uld til alle tre slags plantefarvninger.
Plantesuppen sies
Dagen efter kogningen, siede jeg de tre plantesupper og klemte resterne af farvevand ud af de kogte planter,
Resteplanterne komposteres
Selve laverne og mosserne kom på komposten, da de ikke havde været i kontakt med andet end vand.
Og så kan de sagtens bruges til at lave ny, dejlig kompostjord af.
Skylning af garn og uld
Garnet, jeg nu havde lavet til små fed, og ulden blev skyllet i regnvand.
Det er noget med, at vandet ligesom åbner uldens fibre, når det skylles, og derved kan farven trænge ind og blive siddende.
Derfor er det vigtigt at skylle garnet, inden det farves.
Farvningen går igang
Almindelig kvistlav + rynket skållav
Da jeg var godt tilfreds med den mørke orangerøde farve, denne plantesuppe havde fået, lod jeg denne suppe blive i sin gryde.
Den var kold efter at have stået udendørs natten over. Og den skyllede garn og uld kom ned i gryden, som blev sat på varmeblus og langsomt varmet op.
Jeg holdt øje med gryden og rørte i suppen med jævne mellemrum.
Suppen + garn og uld var over varmen i 2 timer og 10 minutter.
Derefter tog jeg garn og uld op og hængte det ud til tørring i den friske luft.
Kruset låddenhætte
Nu huskede jeg, at jeg har en jerngryde!
Plantesuppen af den fine mosart kruset låddenhætte kom derfor i jerngryde sammen med garn og uld.
Suppen blev varmet op og farvede i 2 timer.
Det var ikke fordi, at garnet og ulden havde fået voldsomt meget farve, men var dog svagt lysgråt.
Derefter tog jeg garn og uld op og hængte det ud til tørring.
Almindelig slåenlav
Så blev det endelig almindelig slåenlavs tur til at blive farvet med.
Plantesuppen blev sat over varmen, også i jerngryden, og den stod og farvede i 2 timer.
Der slukkede jeg for varmen og lod gryden stå natten over og lod garn og uld i trække videre i den afkølede suppe.
Dagen efter tog jeg den op, og hold da op, hvor havde garnet og ulden fået meget farve!
At farve i en jerngryde, og at lade det trække i mange timer, gjorde åbenbart hele forskellen.
Det skulle jeg også have gjort med farvningen af kruset låddenhætte! Det må jeg gøre en anden god gang.
Vask af garn og uld efter plantefarvning med mos og lav
Ulden vasker jeg, når jeg har kartet og spundet det.
Garnet, jeg skal bruge til at væve billeder med, blev ikke vasket.
Det gjorde til gengæld garnet, jeg skal strikke af.
Jeg vaskede det først i en balje med regnvand og uldsæbe.
Når man vasker det farvede materiale, får man vasket overskydende farver ud, samt den blivende farve kan vaskes.
Og dét er jo praktisk, hvis garnet skal indgå fx. i en strikketrøje eller et tørklæde.
Herefter skyllede jeg garnet nogle gange i rent regnvand, og så kom det ud at tørre igen.
Efter tørring var garnet færdigfarvet og klar til at blive brugt. Og jeg vil sige, at jeg er meget tilfreds med resultatet af mit eksperiment med at plantefarve med laver og mosser.


Garnet til venstre (brun: Almindelig slåenlav kom i 1. glas med låg. Lys grå: Kruset låddenhætte. Gylden: Almindelig kvistlav + Rynket skållav.) er ikke vasket efter farvning. Og det skal bruges til at væve billeder med. Garnet til højre er derimod vasket, så det kan vaskes igen. Og dét er jo smart, hvis det fx skal indgå i en strikketrøje.
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til at farve med lav og mos, må du endelig fange mig på SKABELSERs Instagram-profil (KLIK BARE LIGE HER) og gerne sende mig en DM.